metode

Metodik og opgavetilgang
Jeg praktiserer selv den samme tilgang, som jeg underviser mine studerende i - dvs. at selv om arbejdsprocessen man oftest oplever som programmør altovervejende er agil og baseret på SCRUM principper, og selv om verden tit ændrer sig fra den ene dag til den anden - ja, så betaler det sig alligevel altid at tænke sig grundigt om, før man kaster sig ud i at kode et stort projekt. Har man eksempelvis vurderet de forskellige mulige tekniske løsninger, og har man som konsekvens af denne vurdering også fået valgt den rigtige teknologi til projektet, så det kan afsluttes med succes indenfor tidsrammen?

Fælles for alle projekter jeg har deltaget i, har været at jeg anser det som en topprioritet løbende at forventningsafstemme med kunden - dvs. mindst et ugentligt møde, hvor kunden briefes på alle relevante arbejdsområder, hvor de aktuelle prioriteter i arbejdet vendes, og evt. ændringer i rækkefølgen af disse vedtages.

At arbejde alene
Dette er aktuelt i de tilfælde, hvor kunden hyrer mig ind til at stå for stort set alt det praktiske arbejde i et projekt, fx. en webshop eller en intranet portal. I et vel afgrænset projekt kan det sagtens være den mest effektive tilgang, fordi der ikke bruges tid på at koordinere arbejdsopgaver med andre, og fordi kommunikationen med kunden er meget direkte og som regel foregår på one-on-one basis. Skype er i dette scenarie virkelig nemt og effektivt som møderedskab, hvis man sidder i hver sin landsdel.


At indgå i et team
På mange områder er et mindre team på under ti personer den bedste tilgang jeg kender til større projekter, hvor arbejdsopgaverne kan være til dels ukendte på forkanten af projektets start, og hvor det også som regel er nødvendigt at bringe mange forskellige kompetencer i spil samtidig for at 'få flyet i luften'. Her kan helheden tit opleves som værende større og mere kraftfuld end blot summen af de enkelte team medlemmers kompetencer; det kræver dog at der er en god projektleder eller en dygtig team lead med gode relations- og sociale kompetencer tilknyttet projektet. Jeg kan fungere i begge roller når det er påkrævet, og også håndtere dem samtidigt - men min klare erfaring er, at det bremser een lidt i fohold til effektiv projektledelse af et mindre hold af programmører, hvis man samtidig selv skal have systemprogrammør-kasketten på.

Værktøjer
Jeg bruger tit Trello online kanban boards til mindre projekter - det er en gratis service, hvor man kan invitere op til 10 andre brugere af platformen ind over sit projekt. Meget brugbart til 'arbejde-alene-for-kunden' scenariet, og til mindre teams. Til de lidt større projekter vil man dog som regel gerne have muligheden for at kunne bringe det lidt tungere SCRUM skyts i stilling, så man fx. kan lave burn-down charts og meget andet - og her ville jeg nok vælge et professionelt produkt som fx. CA Agile Central.